Om at ville være poet

Hvis stor kunst udspringer af smerte,
Så har jeg vist ikke meget på hjerte

Jeg ville så gerne være poet
tænk at flyve som en comet
gennem en evighed af ord
At blive set
Eller måske snarere hørt
At kunne sige noget skørt
Men få det til at lyde stort

At kunne stå på en scene
Uden at forstene
At turde mene og forene, det andet med det ene
Ikke ville være til gene,
men måske at være alene, på en scene
Eller sammen med den eneste ene

Jeg ville jo så gerne være poet.
Født til at fortælle, flere følelser end jeg kan tælle, insisterende forvandle det trivielle til det eksistentielle,
Sublimere min smerte til jeg næsten ikke kan bære det, til det sprænger mit hjerte og vælter en syndflod af ord ud i verden, så kan den fandme lære det.

Tænk hvis jeg kunne fortælle verden hvorfor netop jeg er særlig
Eller endnu bedre, tænk hvis jeg kunne være hudløst ærlig
nærmest ubærlig ærlig,
men altid kærlig,
kunne gå gennem meningsløsheden og stadig være værdig
hvor ville det være herligt

Men hvis stor kunst udspringer af smerte,
Så har jeg vist ikke meget på hjerte

For jeg insisterer på at acceptere mit privilegie,
Vil ikke flygte fra det faktum at for mig har livet oftest været smukt
blomsternes duft har overdøvet den rådne lugt
fra en verden der ofte formår
at vise os at alting forgår
men som jo også giver plads til kærlighed, til fordybelse og til at slikke vores sår.

Og når uretfærdigheden sker fyldest
Og absurditeten skal hyldes
Er det bedst at være uden forventning til at lykken os skyldes

Jeg vil hellere dyrke det absurde, omfavne en nihilistisk optimisme i en skøn forening mellem Nietzsche og Camus.
For når intet er givet, og fremtiden er usikker som livet, er det pludselig ikke så vigtigt hvad vi vælger fra livets menu

Jeg vil acceptere det uundgåelige, reflektere over det foranderlige og knuselske det der er tilbage.

Så hvis stor kunst udspringer af smerte,
Så har jeg vist ikke meget på hjerte

Jeg er en del af en generation, formet af årene mellem Berlin murens fald og 9-11
Født af håbet om en bedre verden.
Hvid, cis-kønnet søn af den danske middelklasse.
Så privilegeret at det næsten ikke kan passe.
Beskyttet af et velfærdssamfund der, den gang, endnu ikke havde opgivet alt håb om velfærd og retfærdighed.
Fyldt af håbet om at næste generation også må opleve et liv af selvværd og anstændighed
Eller i det mindste bare nogle få år uden alt for meget besvær og umenneskelighed

Så hvis stor kunst udspringer af smerte,
Så har jeg vist ikke meget på hjerte.

Måske blot et enkelt perspektiv
gemt i et arkiv, fra et beskyttet liv
Et par ord fra en kringlet hjerne
strandet mellem det nære og det fjerne
Et positivt syn
på en verden uden hensyn

Der er ingen mening med livet
der er ingen retfærdighed til
lykken er ikke givet
det er noget vi ta’r hvis vi vil