Midtvejskrisen

Jeg har ikke en midtvejskrise

For alder er jo bare et tal
Og selvom tallet er halvtreds, er jeg egentlig godt tilfreds
Hver morgen når jeg vågner er der godt nok noget nyt der gør ondt,
Men det virker ikke som om det er noget alvorligt usundt

Blot de små skavanker der følger med et levet liv
Bare en slags 4. dags tømmermænd efter en enkelt lørdag stiv

Jeg har altid været en høflig kontrær
Hver gang noget eller nogen er populær
Stiller jeg mig op på tær,
kigger væk, finder alle de gode grunde til at la vær'

Og jeg ved jo godt det gør mig elitær,
Og en lille smule sær
men jeg kan bare ikke lade være.

Og som kontrær er min største frygt i livet nok at ende som en kliché.

Og så er det alligevel heldigt at jeg ikke har en midtvejskrise,
for det er sgu noget af det mest banale jeg kan komme i tanke om.

Ideen om at livet på en eller anden mystisk måde bliver ulideligt bare fordi man bliver 50.

At jeg bliver nødt til at distrahere mig selv med en porsche 900-helvede
42,195 kilometer i verdens dyreste løbesko 
En ucharmerende udstilling af min vom på en lycra omklamret cykeltur på de midaldrende mænds hellige pilgrimsfærd mod ungdommens tabte kondital.

Det er så banalt at det for mig nærmest virker fatalt.

Men jeg må jo indrømme at livet forandres.

Ungdommens overdrevne energi har én gang for alle forladt den synkende skude der er en 50 år gammel krop.
Men jeg kan jo heller ikke bare give op.

Og jeg har ikke en midtvejskrise

Jeg har bare haft nogle dage (OK måske nogle uger) i træk hvor afmagten blev overvældende.
Hvor ligegyldigheden kom rullende ind som et af den industrielle revolutions prægtige damplokomotiver på vej over præriens uendelige sletter.

Afmagten der nogle gange følger med erkendelsen af livets absurditet.

"Man må forestille sig Sisyfos som en lykkelig mand" skrev Camus engang.

Men han kan vel for hevede ikke have været lykkelig hele tiden.
Der må da være dage hvor den uendelige trasken op af bjerget har virket bare en anelse deprimerende.

Sisyfos, der som en moderne lønslave hver dag skubber stenen op af bjerget, kun for at se den trille ned igen.

Sisyfos, der nogle dage prikker mig på skulderen for at minde mig om at intet af det jeg stræber efter gør nogen nævneværdig forskel i verdenen.

På de dage drukner min sjæl i afmagt
Mit hoved fyldes af ønsket om at være en anden end den jeg er.
At være mere for flere.

Jeg hader det fordi det er så uendeligt tåbeligt.

Alligevel drukner min sjæl i afmagt

Det er som om jeg for en stund ikke længere kan høre den indre barnlige stemme der syntes alting er en leg.
Som om jeg, for en stund, har mistet evnen til at undres og forundres over livets vidundre....
Som om alt det gode i livet bliver overdøvet af spekulation over alt det der er gået galt og noget af det der endnu ikke er, men som virker så voldsomt alligevel.

At det vel bare er et kapløb med tiden om hvad der først bliver menneskehedens endeligt.
Det er som om klimaforandringerne, 3. verdenskrig og de kunstige intelligenser ligger i en slags dommedags-race mod afgrundens rand.

Jeg går, i disse dage, gennem livet, lige dele livsglæde og frustration
tilbagevendende livslede og fascination
Kærlighed til livet og fortvivlelse over meningsløsheden.

Jeg elsker livet. Jeg elsker også mit liv, selvom jeg måske elsker selve livet mere end jeg elsker mit eget.

Jeg har ikke nogen midtvejskrise.
Jeg har bare fået lidt sværere ved at høre mit indre legebarns stemme i støjen fra en vanvittig verden.
Men så må jeg jo lytte bedre efter.

Jeg har ikke nogen midtvejskrise

Men måske forstår jeg nu lidt bedre hvor den kliché kommer fra.