Du ligger der

Du ligger der ved siden af mig
Jeg sidder med din hånd i min
Jeg kigger ned på dig og tænker'
Jeg tænker at du er for ung til at opleve det du vågner til denne torsdag på Bispebjerg

Jeg tænker også på børnene i Rafah, i Damaskus og i flygtningelejrene i Kakuma

Men i det øjeblik hvor jeg ser tårerne i dine øjne, igennem tårerne i mine
I det øjeblik, fylder du hele min verden

Der er ikke plads til alle de andre børn i mine tanker. Der er kun dig i nuet.

I det øjeblik ved jeg, uden skyggen af tvivl, at jeg ville give min førlighed for garantere din.

At jeg ville bytte min lykke for din lykke. At hvis jeg dog bare kunne, ville jeg tage din smerte og bære den for dig.

Men det kan jeg ikke.

Det eneste jeg har er håbet.

Jeg håber at du på de gode dage husker at kigge op og smile til verdenen
Og at du på de dårlige, trods alt formår at komme ud af sengen
At du husker hvem du er, også når hele verdenen trygler dig om at være noget andet
At du husker hvor dejligt det er at gå på bare tæer i sandet
Jeg håber at du finder glæden indeni dig selv
Og husker at det er den eneste glæde der er
At du aldrig glemmer hvor smuk du er, og hvor meget du har fortjent din plads her i livet

Jeg håber ikke du lader dig tæmme.
Jeg håber ikke du vil glemme

Jeg håber du bliver ved med at opleve
Også selvom om der kommer dage hvor det er nok bare at overleve

Jeg håber en dag du må opleve at elske nogen så meget som jeg elsker dig

Lige nu håber jeg inderligt at det er rigtigt hvad de siger, at det der ikke slår os ihjel gør os stærkere

Den kærlighed Far til Datter, i det her tilfælde, er så altoverskyggende, altovervældende, vanvittig at jeg ikke et sekund er i tvivl om at jeg ville ændre stort set alt i mit liv for at sikre din fremtid. Altså i det her nu der udspiller sig på den her stue på det her hospital.

Det står så klart for mig, mens mit hjerte slår sine spæde slag i brystet. Jeg vil intet så meget som jeg vil lave om på virkeligheden. Rive hul i det lærred livet er malet på, så jeg, sirligt, tråd for tråd, kan flette en ny historie.

Så hjælpeløst som et spædbarn ser jeg på verdenen og drømmer den, helt uden effekt, anderledes.

Den sandhed jeg ser i dine øjne, i dine operationssår og i dine morfin-dopede krop, er umulig at undslippe. Det var, på en måde, en tsunami der ramte dit teenageliv.

En tsunami der foregår i nuet, synligt, mærkbart, voldsomt og overvældende.

Hvad hvis det du blev ramt af var et jordskred, en slags livets Nordic Waste. Altså noget der kom krybende år efter år, som var synligt, mærkbart og voldsomt men ikke overvældende, og da slet ikke i nuet. Ville jeg så lyve for mig selv og sige at det nok ikke var så slemt som det så ud? Ville jeg forkleine min egen rolle og påstå at intet jeg gjorde alligevel ville gøre en forskel?